Sparring og rådgivning
Som fagperson kan du henvende dig til Etnisk Konsulentteam, hvis du har brug for sparring i forhold til et barn, ung eller voksen, som står i en æresrelateret problemstilling.
Det behøver ikke at dreje sig om voldsomme æresrelaterede konflikter. Det kan sagtens bare omfatte problemstillinger, som du har brug for at vende med nogen, der har en viden inden for området. Hvis du er i tvivl, så kontakt os, så vi sammen kan afgøre, om du kan bruge os.
Når vi sparrer med dig, er vores udgangspunkt at hjælpe med ideer til, hvad det er vigtigt at spørge om, i hvilken rækkefølge du kan handle, og hvor hurtigt. For at kunne hjælpe med ideer til konkrete handlemuligheder, er det nødvendigt at få spurgt så nuanceret og konkret ind til den enkelte unge eller voksnes familie- og livssituation som muligt for ikke at drage forhastede konklusioner på baggrund af forhåndsantagelser eller stereotyper.
Vi benytter os af kombinationer af forskellige afdækningsmetoder afhængig af, hvilken type problemstilling du ringer om. For at få afdækket og forstå familiekulturen i lige netop den familie, du ringer ind om, bruger vi Kulturagrammet. Vi kombinerer ofte Kulturagrammet med Genogram og Netværkskort, som blandt andet kan bidrage til at få et visuelt overblik over familien og netværket og give indblik i, hvem der styrer hvad i familien.
Vi tilbyder sparring eller rådgivning i telefonen, som regel med det samme, men ellers inden for 24 timer. Vi kommer også gerne ud og snakker problemstillingerne igennem med dig og eventuelle kollegaer eller borgere, deltager i netværksmøder eller andre møder, som du finder det relevant at have os med til.
Ring eller send os en mail, så hjælper vi dig med ideer til konkrete handlemuligheder.