Mægling

Etnisk konsulentteam tilbyder konfliktmægling i æresrelaterede sager.

Hvis du tænker, at mægling kan hjælpe i din sag, så kontakt os. Vi har mest erfaring med at lave mæglinger mellem unge under 18 år og deres familie.

I de fleste familier, vi er inde over, er kommunikationen dårlig. De unges oplevelse er, at de ikke bliver lyttet til, at forældrene står stejlt på deres holdninger, og at forandringer derfor ikke er mulige. Forældrene, vi møder, er ofte forundrede og benægtende over for kontrollen, presset og/eller den fysiske og psykiske vold, de unge fortæller om.     

Når vi forestår mæglinger, er det i samarbejde med den unges sagsbehandler. Ved mæglingsmøderne styrer vi samtalen, så den unge over for forældrene får mulighed for at sætte ord på de krænkelser og urimeligheder, hun/han oplever i hjemmet, og den unge kan komme med konkrete forslag til, hvad der skal være anderledes i hjemmet, for at hun/han kan trives.

Mægling kan skabe forandringsprocesser mellem den unge og familien, men mægling kan ikke gøre folk til gode forældre fra den ene dag til den anden eller løse de psykiske problemer, den unge og forældrene kan have. Derfor skal mægling ofte følges op af familiebehandling, psykologhjælp eller lign.

Diplomatimægling



Magtforholdet mellem den unge og forældrene kan være så skævt, at den unge ”trækker i land” og ikke tør sige noget, når forældrene er til stede. Der kan også være situationer, hvor den unge er fjernet fra hjemmet og anbragt anonymt, fordi de sociale myndigheder har vurderet, at der er risiko for, at den unge bliver udsat for vold, tvangsægteskab eller drab. Her vil det tendere til overgreb at sætte den unge ind i et mæglingsrum med forældrene. I disse situationer tilbyder vi diplomatimægling. Det betyder, at vi holder møder med den unge og forældrene hver for sig for bagefter at bringe budskaber og spørgsmål videre mellem forældrene og den unge. Det er vores erfaring, at diplomatimægling kan gøre den unge klar til at sidde ansigt til ansigt med en eller begge forældre til et mæglingsmøde.

Den unge har bisidder med



Udgangspunktet er, at den unge har en bisidder med til mæglingsmøderne. Det kan være en klubpædagog, kontaktpersonen fra akutinstitutionen eller en helt tredje. Bisidderens rolle er at bakke den unge op og tage over, når det bliver for svært for den unge at fortælle, hvad hun/han har på hjerte. Bisidderens rolle er også at snakke forløbet og møderne igennem med den unge mellem mæglingsmøderne. Det er svært at høre den anden part, når man er i konflikt, og man kan have brug for at høre tingene fra andre og kunne snakke forløbet igennem mange gange, og det kan bisidderen hjælpe den unge med.