Genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold

Har du mistanke om et ufrivilligt udlandsophold?

Har du en mistanke om, at en borger er ved at blive sendt på ufrivilligt udlandsophold eller en genopdragelsesrejse, eller allerede er det, skal du altid ringe til os. Hvis borgeren er under 18år har du skærpet underretningspligt – også selvom det kun er en bekymring. Sikkerhedskonsulenterne har specialiseret viden og kan rådgive, koordinerer og følge sagen gennem alle instanser. I akutte sager kan du kontakte politiet

Hvem kommer på genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold? 

Vores erfaring i Danmark er, at dem, der sendes afsted er:

• Unge med psykiske udfordringer
• Voksne familiesammenførte kvinder
• Mødre og deres børn
• Unge drenge med en fraværende far
• LGBTQ+
• Unge i “dårligt selskab”
• Kognitivt udfordrede
• Børn i familier der flytter til udlandet for at undgå sociale myndigheder
• Unge piger og drenge der er ”for danske”
• Hele søskendeflokke
• Undertrykte kvinder der er kommet på ”tværs”
• Børn af forældre der repatrierer

Den norske rapport ”Det var ikke bare ferie - Rapport fra ekspertgruppe om unge som etterlates i utlandet mot sin vilje” fra 2020 giver en grundig indføring i de norske erfaringer med ufrivillige udlandsophold. Rapporten har fokus på borgere under og over 18 år, som udsættes for ufrivillige udlandsophold. Konklusionerne stemmer overens med vores erfaringer med disse sager i Danmark, og følgende bygger derfor på den norske rapport: 

Årsager til ufrivillige udenlandsophold og karakteristika ved familierne 

Årsagerne til, at forældre sender deres børn til udlandet mod deres vilje, er ofte komplekse. Flere forskellige faktorer kan spille ind samtidig og påvirke hinanden. Rapporten identificerer følgende årsager og motiver: 

• Genoprette familiens ære
• Tvangsægteskab
• Undgå misbrug og kriminalitet
• Forhindre at den unge bliver ”for norsk” og styrke et kulturelt tilhørsforhold til forældrenes hjemland
• Manglende tillid til offentlige institutioner og hjælpeapparat
• Uenighed forældrene imellem
• Vanskelig livssituation i Norge.

Alt sammen motiver vi kan genkende – både for børn og unge under 18 år men også for dem over 18år. Her er det ofte moren og børnene , der sendes afsted. 

Familierne er oftest kendt af de sociale myndigheder

Den norske undersøgelse viser at uanset motiv, har forældre det til fælles, at de udsætter deres barn for et ufrivilligt udenlandsophold uden at informere eller involverer den unge i beslutningen. Oftest tror den unge, at familien blot skal på ferie i hjemlandet. Familier, som sender deres barn til udlandet mod deres vilje, er ofte kendt af de sociale myndigheder, men det varierer i hvilken grad myndighederne har været involveret.  I samtale med forældre i undersøgelsen har frygt og flugt fra de sociale myndigheder været et gennemgående tema.  I nogle sager vælger forældrene at sende barnet til udlandet, idet de sociale myndigheder modtager en underretning. De sociale myndigheder når dermed ikke at foretage en vurdering af sagen.  I andre sager har der været en socialsag i en årrække, før forældrene sender den unge til udlandet. De sociale myndigheder har ikke været bekendt med planerne.  I nogle tilfælde har myndighederne imidlertid kendt til planerne og aktivt støttet forældrenes valg om at sende den unge til udlandet. Alt sammen erfaringer vi i den grad kan nikke genkendende til i Danmark, og det er derfor vigtigt, at være megetopmærksom på denne risiko i alle sociale sager. 

De unges oplevelser af ufrivillige udenlandsophold 

De unge kan opleve, at deres nære omsorgspersoner eller andre krænker deres rettigheder. Flere føler sig svigtet af familien men også af samfundsinstitutioner, hvis de ikke oplever at få den hjælp, de har behov for.  De unge kan således stå alene i en magtesløs situation både før, under og efter udenlandsopholdet. 

Følgende karakteriserer hver af faserne i forbindelse med et ufrivilligt udenlandsophold

Før rejsen 

Unge, som er i fare for at blive sendt til udlandet mod deres vilje, oplever ofte, at de ikke kan give deres mening til kende. De unge frygter konsekvenserne af at gå imod familiens vilje og ser derfor ikke nogen reelle muligheder for at afværge rejsen uden repressalier. Også unge over 18 år, som har juridisk ret til at bestemme over eget liv, kan opleve, at familien ikke vil godtage, at de træffer selvstændige valg for eget liv. Situationen op til en rejse kan opleves som kaotisk og være præget af mange modstridende følelser hos de unge. At frygte, at dem, du elsker, vil udøve tvang, vold, frihedsberøvelse eller andre krænkende handlinger mod dig, kan være svære følelser at rumme. De unge kan søge hjælp og ytre bekymring for rejsen, men samtidig alligevel sige, at de vil rejse. Nogle godtager forældrenes ønske i den tro, at forældrene vil dem det godt og ved, hvad der er bedst for dem.

Forhold under opholdet 

Oplevelserne under opholdene varierer meget; fra unge som har været indespærret på en institution (privatskole, koranskole mv.), udsat for æresrelateret vold, tvangsægteskab og/eller fysisk og psykisk vold, til unge, som ikke har oplevet sådanne forhold, men som alligevel mener, at opholdet har været svært for dem. Der er også stor variation i, hvem de unge har boet sammen med – de kan have boet med en forælder, anden familie, på institution eller med øvrigt netværk. Unge, som er i udlandet uden deres forældre, kan være mere udsat for vold og overgreb, og nogle gange kan forældrene blive snydt af egne slægtninge eller af institutioner, som har sagt, at de skal tage vare på den unge. 

Forhold ved hjemrejsen 

Også omstændighederne omkring hjemrejsen til Norge varierer fra sag til sag. Nogle har været igennem en dramatisk flugt, mens andre returnerer under planlagte og ordnede forhold. Nogle har selv været i kontakt med en norsk ambassade, men omfanget af hjælpen varierer. Nogle har hurtigt fået nødpas og/eller refusion til dækning af hjemrejsen, mens andre har haft langvarig kontakt med ambassaden, før det er lykkedes at hjælpe dem tilbage til Norge. Enkelte har fået omfattende bistand fra ’Kompetanseteamet’ og integreringsrådgiver, mens andre har koordineret meget af hjemrejsen selv. I nogle tilfælde er kontakten med ambassaden gået via en tredjepart, fx de sociale myndigheder, skole eller en frivillig organisation, blandt andet på grund af sikkerhedshensyn. Flere af de unge har løbet en stor risiko ved at stikke af og rejse tilbage til Norge.